Room with a view

Vi nyder morgensol og morgenkaffe med udsigt over markerne. Siger godmorgen til ‘vores’ rådyr. Vi så heldigvis vore trebenede hind fra sidste år. Hun er blevet stor. Her til morgen så vi også flagspætte og træløbere.

Vi (land)skaber os ikke men…

Det er vores mål at fastholde det hele som en vild naturgrund, og som princip lade alt der er grønt leve, og ikke lave egentligt landskabs ‘design’. Men, specielt ved den nye å, har det sat sine spor at det skulle gå hurtigt for at få vandet væk. Så alt det opgravede jord/sand/ler ligger ‘hulter til bulter’ mellem træer og buske. Da vi samtidigt i ‘den lave’ ende godt vil forhøje kanten, ja så leger godsejeren med sine (og naboens) maskiner når han er alene hjemme 🙂 … flytter jord fra den ene ende til den anden.. Det bliver til nogle hundrede ture alt i alt.. det er jo trods alt en lille bobcat..

Don’t play chicken with a mejetærsker

Det er høsttid. Det brummer og summer af traktorer med korn, med gødning, med slåmaskiner og små, store og meget store mejetærskere til og fra markerne omkring os. Og ja, de flytter sig ikke for en bette Passat, der måtte søge tilflugt i grøften.

Alle har det godt og i et lille kvarters tid fik vi snakket med mange af de lokale, der alle hjalp til med både biler, ATV, reb, advarselstrekant og til sidst traktor, der fik os fri igen,.

Fra jord til bord

Årets først beskedne høst. Vi er lykkedes med lidt grøntsager. Tomaterne er der vildt gang i – de første er klar til at blive høstet, men grøntsagerne udenfor drivhuset giver ikke meget, og det meste af det vi selv har sået, er ikke kommet i gang. Vi tænker, det er manglende gødning. Så nu får det hele en omgang i efteråret og til næste forår, inden vi sår igen.

Vi har været væk fra Solbjerglund en uges tid – i dag er vi tilbage en enkelt dag – og gensynsglæden er enorm. Vi er stadig forelskede;-) I hinanden, i godset, i Solbjerglund og alle hjørnerne. De vildtvoksende, de nyklippede, skyggestederne i skoven, solpletterne på græsset, ved drivhuset, ved marken og åen. Alle stederne smiler til os igen, mens vi er der, og vi smiler glædeligt tilbage.

Dagen i dag går med at rydde op langs vejen i gamle grene og træer, vi fældede sidste år. Flismaskinen har fået vendt sine skær, så nu er den sulten og guffer det meste til vores stier. Det er så mega lækkert…

Vi smækker ikke med døren

Vi smækker ikke med døren, men husker at lukke lågen ind til “plantagen” der endeligt er hegnet helt ind. Vi jagede et rådyr væk den anden dag, og der er lidt buske de har spist lidt af. Så det er rart at det er færdigt. Endnu et ‘check-mark’ på vores meget lange todoliste.

Sommer #2 på Solbjerglund består mest af alt af Hyg og Byg (udtryk lånt af Nak & Æd (se nedenfor)). Det gjorde sommer #1 nok også – og det kommer alle vore somre nok til – men fokus i år, har ikke været at bryde ned, rydde ud, klippe over, grave op for overhovedet at komme frem på lunden, men i stedet – at bygge op. Gøre lækkert. Føre de planer ud i livet, som vi har gået og talt om, tegnet, drømt, set, læst om.

Godsejeren har fikset trailer (bygget lille, ubrugelig, flad, ramponeret minitrailer fra NV om til en lille, brugbar, fiks trailer med lad) og lavet dæmning over vores nygravede Solbjerg å. Nu kan vi gå sikkert over til marken på den anden side for at hente hr hund, der hurtigt mister overblikket i det smukke, gyldne korn, når han går i rådyrenes spor.

Det hele tager dejligt lang tid – and so what. Vi har masser af den og har ikke travlt. Vi nyder vores projekt – vi nyder hele processen

The meaning of life…

The meaning of life i et Solbjerglund-perspektiv.

Det er ikke “Life of Brian”sk meaning of life. Mere Nak&Æd inspirerede tanker om at nyde processen, og det man er i gang med fremfor at være for forhippet på resultater her og nu.

“Konstruktiv feedback”

Besøg af Ruth og hendes mand. En af de voksne fra Slotsfruens andet arbejde. De ved alt om det vi ikke ved noget om. Der er lang vej igen. Vi fik masser af “konstruktiv feedback”. Vi vil helt sikkert bede dem om hjælp inden vi går igang igen næste år.

Den første høst

For såvidt angår år 0 for grøntsagsdyrkning har vi nu høstet kartofler (4 stk!), peber, salat, basilikum & chili. Vi bilder os ind at det smager meget bedre end dem vi normalt køber 🙂

Det summer af liv

Vi fornemmer at sommeren er ved at peake. Der er grønt som aldrig før, og det summer af liv. Fuglene har fået deres kuld fra rederne, og det er flittigt besøg af diverse insekter i de vilde blomster. Vi nyder nogle dage hvor vi bare “nusser” lidt om det hele med småopgaver. En ny lille gå-sti ved åen. Holde det værste ukrudt ude af plantagen (vores planteskole). Nedkæmpe masser af burresende (link). Færdiggøre hegn omkring planteskole og køkkenhave. Fikse trailer/vogn til bobcat. Planere ved den nye å. osv osv. Vi nyder at lege sommerhusejerer.