Det er en grøn tid som vi lever i…

.. alle går rundt og smiler…

Sommeren er over os.

Det betyder fuld knald på grøntsager, træer og fugle. Vi bruger (megen) tid på at holde det hele lidt nede – så det ikke stikker af for os.

Vi finder balancen mellem det sjove/rare/dejlige/afslappende – og så det “der skal gøres”.

Vi har færdiggørelse af sydåen, sol og brænde opvarmet brusebad/varmt vand, das, indhegninger af grøntsagsbede, slagtning af dræbersnegle, sol/regn sejl over køkken/spisebord, græsplæne hvor det gamle hus lå, kompostanlæg osv osv. på programmet for de næste par uger

Lidt billeder her: link

Honoratiores med entourage på Solbjerglund

Link til video, hvis den ikke starter: link

Endnu en stor mærkedag på Solbjerglund. Honoratiores (beskyttet af vagthund) presse og nysgerrige var mødt frem for at fejre, at første del af genetableringen af området omkring sydåen nu er afsluttet.

Det var en festlig dag, med (bål)taler, god mad og forventningsfulde snakke om fremtiden og de næste projekter.

Det er helt forhåbentligt ikke sidste gang arvekronprincesse Camilla og dronningemoder mormor aflægger fornemt besøg.

Bobcat – Go high

Den kære, lille maskine kæmper så dieselen sprøjter. Den har igen sat sig fast – denne gang på en hyggemission ned af vores nye junglesti. Junglestien, som er en del af omfartsvejen rundt om hele Godset Solbjerglund.

Bobcaten skulle ned for at rydde ud i vildnisset længst ude på grunden og skabe en lysning. Vi startede naivt med vores grensaks og diverse haveredskaber, men måtte endnu engang sande, at det eneste rigtige var – at hente Bobcatdyret. Vores fuldstændige uundværlige, lille kæmper.

Den var oppe i en 45 graders vinkel, det ene baghjul skjult i mudder – Michael kæmpede solidarisk med som altid, utrættelig, mens slotsfruen valgte at gå ned og slå de efterhånden enorme plæner #1 og #2 og sætte 100 porrer – pænt doneret af mormor. “En nem gave at give, knap så nem at bruge” – men vi glæder os meget til resultatet.

Den store gravemaskine har med godsejeren bag rattet udført det store, meget vellykkede stykke arbejde med at grave ud til vores egen å med udløb i Tude å. De to har knoklet et par dage, mens fruen har været på job i verden udenfor. Og det er blevet så flot. Grunden indtages m2 for m2 og gøres mere og mere til “vores”. Vi håber, at der inden længe er selvsået græs, søgræs, vandplanter omkring og i åen.

Squash

Det er år 1 for afprøvning af diverse grøntsager og frugter. Vi har fjumreår i år.

Min søde kollega, Ruth, eller rettere Ruths mand, har givet os 2 squashplanter. En sommer- og en vintersquash. Mormor er kommet med kirsebærbuske, porrer, agurkeplante. Sidstnævnte har vi desværre taget livet af (Undskyld, mormor. Vi har ikke fortalt dig det endnu, men nu ved du det).

Vi ved ikke helt hvorfor, men to af vores ialt 10 tomatplanter og agurkeplanten er døde i drivhuset. Vores bedste bud er, at vi har brugt den forkerte gødning… Et fjumreår lærer ikke nøgen kvinde at spinde, men lærer os, at der efter regn kommer solskin, og i morgen er der atter en dag. Vi kan forhåbentlig nyde godt af vores mange kartofler, spinat, kål, basilikum, løg, chili og peberfrugt, der alle ser ud til at trives. Og håbe på vores salat, rødbeder, bønner, broccoli, som ikke er begyndt at spire endnu.

Outdoor living

Så fik vi monteret stålbordplade/vask til udekøkken. En helligdagsweekend, som skulle være gået med færdiggørelse af hegn omkring skovbørnehaven, endte heldigvis med et langt skønnere, sjovere, smukkere projekt og resultat – et outdoor kitchen og en outdoor bed all made for Solbjerglund. Vandhanen er det eneste nyindkøbte – ellers er det genbrug fra diverse køb-brugt-sider.

Vand er der ikke noget af endnu. Det kommer!

Men outdoor rammerne er sat, sengen i baggrunden er redt, bordet til at spise den tilberedte mad er høvlet, skruet sammen, sortmalet, klargjort. De første bålfade af mange er varme. Der er højt til himlen, masser af plads omkring os, dyreliv, fuglefløjt, drivhus, nyttehave, Bobcat og små dronningemaskiner i skuret. Det er virkelig et paradis på jord. Vores helt eget – helt eget. Helt, helt eget.

Tunnel-vison

Endnu et første for os. Vores første drivhus. Eller rettere første poly-tunnel. Inspireret af den fyr her: link der detaljeret fortæller om produktion af diverse “enkle” grøntsager er vi gået i gang. Heldigvis kiggede M&M forbi sammen med kronprinsesse Carla og gav en hånd med, og så var der anledning til endnu et rejsegilde på Solbjerglund. Flere billeder her: link

A new beginning part 2

Så er tiden kommet til at Lauritz Højs lille røde hus må vige pladsen for et nyt og bedre hus vi forhåbentligt får bygget i løbet af et par år.

Arbejdsmændene – en svend og en lærling, som det sig hører til på godset i alle henseender, er et super team. Teamet fra Gørlev. Lærlingen står og suger til sig af kunnen fra svenden i maskinen og han får lov at sortere rockwool. Svenden, som går under navnet Michael, udfører sit sorteringsarbejde til UG. Træet i en kæmpe container, beton og rockwool i hver sin bunke på jorden. Super fint og i meget stille og roligt tempo. Man er vel fra landet a.

Vi er der begge under nedrivningen og nyder lyden af maskiner, synet af arbejdsmænd, der for en gangs skyld arbejder for os. Det er den første og sikkert eneste opgaver, vi ikke kommer til at udføre selv på godset.

Tak, svend og lærling.

Vi har lavet et lille galleri her: link og der er en video indefra huset her: link

The dream team

Endnu engang stiller mormor og morfar op. De har knoklet i timevis med at tømme huset – sorteret, ordnet og båret ud. Det er så dejligt med deres hjælp.

Vejret er med os. Skønt forår hele april med masser af sol og varme omkring os. Alting er begyndt at spire, og når vi kommer efter få dage ude i den virkelige verden, kan vi se en forskel. Alting bliver fantastisk grønt – og gult. Der er en del forsythiaer på grunden, som er det første, der rigtig giver farve. De hvide tjørne er også med på holdet i første udspringsklassen. Så dejligt og smukt at se – det giver skøn energi til sjælen. Det bedste sted at opholde sig – elsker når vi er der sammen.

Avenue Kronprins Mathi

Vi leger med diverse navngivning af områder og steder på Godset. Kronprins Mathias knoklede det meste af en dag på at nedgrave el-kabel fra Annekset til Værkstedet. Fruen anlagde derefter endnu en lækker flis-sti. Vi kalder den naturligvis Avenue Kronprins Mathi.

OC Gardens

Vi er ved at anlægge en lille “planteskole” til opfostring af diverse nye træer/buske til senere udflytning. Osvald (kronprinsesse Carlas ven) og kronpinsesse Carla brugte det meste af to dage på at lave stolpehuller og male stolper. Kæmpe stykke arbejde – stor hjælp.

(Der skal hegn omkring for at holde hjortene fra de friske skud)