Eller rettere starten på et hindbær/brombækrat… får lidt beskyttelse mod rådyrene de første par år. Vi lærer at tænke i år… Vi ser først resultaterne længe efter arbejdet er udført. Det er godt til Zen-træningen.
Brombærerne har vi dels fundet rundt omkring på grunden, hvor de stod gemt. Dels fundet “rundt omkring”. Vi nu har plantet dem i den nye, indrammede nyttehave #2. Morfar har været med til at grave hullerne, sætte pælene. Jeg har som altid malet. That’s my job. Godsejeren har klaret resten…
Brombærerne skal nok flyttes igen en dag, da rankerne på gamle planter kan blive op til 3-4 meter lange – hvilket kræver et espalier til én plante på min. 5–6 meter langt. Nu håber vi blot på selv at kunne smage bærerne – og ikke kun fodre rådyrerne med dem i en åben og helt fri luksusbuffet med frisk frugt og grønt om ca. 2 måneder.
Mormor – vores mest ivrige, energiske interessant og kærligste bringer af diverse grønne planter til vores lund, har været på Gul og gratis og fundet 10 hindbær, som ligeledes er sat i Nyttehave #2 ved siden af de 3 hindbærbuske, hun donerede sidste sommer. De 10 nye vil jeg ikke kalde buske, som de 3 andre, som var kultiverede til salg til den fine haveejer, og som var opvokset i drivhus blandt ligestillede, som også skulle videre til Rema og ud i en til den tilrettelagt have. Dét var små buske, for ellers ville ingen købe dem. De 10 nye er afklippede ranker fra gamle buske hos manden på Gul og Gratis, og de vil forhåbentlig allerede næste forår være begyndt at slå rødder.