… som en snorlige bunke klar til flis. På tredje sæson har vi (nok mest Slotsfruen) forfinet processen fra fældet træ til brænde og flis til stierne.
Grenene ligger i perfekte bunker – op til en tomme eller to. Knivene er slebet. Der er olie på dyret.
Så nu kan vi flise et helt læs uden at flishakkeren kløjs i det og skal skilles ad for at få de blokerende stykker ud… Det føles rart, hver gang, hver eneste gang vi tømmer et læs og drøsser ud på vores ellers så mørke og våde stier. Hver gang, vi shiner dem op, så de kan hjælpe os med at finde vej rundt fra anneks til køkken, fra køkken til das, fra das til skuret i de mørke vinteraftener.
Tænk, hvad naturen byder os og giver til os. Helt af sig selv. Hvis blot vi er villige til at tage imod. Hvis blot vi husker at lægge mærke til dens gaver. Så er de lige der, lige der for næsen af os.
Vi er lykkelige for vores Solbjerglund og for det, den gør vi ved os, for os. Den reneste terapi for mig, for os som par. (Dog helst ikke i regnvejr…)