Godsejeren holder forgæves fast i fortællingen om naturgrunden der ikke skal blive til en parklignende have. Men det er jo fristende at rydde en kile ud mod markerne så der kommer endnu mere lys ind til os… lyset og kigget til himlen, til fuglene.
Vi har tænkt, at når vi skal bygge huset på Solbjerglund, så skal det ligge med kig mod morgensolen. Vi skal have lyset ind som dagens første vitaminer. Sommer og vinter. Mod østen, mod markerne, som ligger op til vores skov, og hvor vi møder rådyrerne, harerne og fasanerne.
Vi er meget ude – det giver lidt sig selv. 10 m2 inde – 16.000 ude. Efteråret har været god imod os. Mange dejlige soltimer i september og nu oktober.
Vi er kørt på godset fra Odense et par gange. Høstet de sidste kartofler, de sidste, mange tomater, smagt lidt fra efterårs-hindbærbuskene og de unge frugttræer, slået græsset.
Godsejeren har brugt maskinerne – of course. He loves it. Benzin, diesel og lyden af noget motor-halløj. Det tænder de fleste. Mænd;-) Kilen mod markerne er dukket op og flere træer langs vores å er blevet fældet. Godt brænde, godt flis er det blevet til fra birketræerne langs åen… Og ekstra stærke arme. Vi elsker det…
Det er fuldstændig ubeskriveligt fantastisk at gå i efterårssolen. Vide at det er nu, de sidste varme stråler skal suges til os. Mærke varmen på det lille område af bart hud, der stadig ikke er dækket til med uld, overtrækkere og termojakker. Sluge al den energi ud af strålerne, alle de vitaminer, vi skal leve af de næste mørke måneder. Smide trøjen og så bare knokle, hive og slæbe de smukke, hvide stammer. Det er så fantastisk. Det giver os så meget glæde – og det er lige for snuden af os. Right there. Right here.
Endnu en mærkedag. En af de større – alt andet lige. Vores kærlighed til hinanden blev manifesteret i Roskilde Domkirke i går af Sara Krøger Ziethen. Den bedste præst, vi kunne ønske os, da hun om nogen forstod og yndede de værdier, vi også kærer om: Det simple, det frie, det naturlige, det frivillige, det medmenneskelige liv, hvor vi passer på den næste. Hun holdte en smuk og meget personlig tale til os, trods det, at vi kun havde nydt en enkelt af hendes gudstjenester og talt med hende i en enkelt time i kirken op til vielsen (-Som vist blev til to;-))
Brylluppet blev fejret som det sig hør og bør for os: I fantastisk vejr, med mad på grillen, øl og vin i koldt vand i spande, salater blandet i skåle – med egne kartofler og tomater – og tæpper på det nyslåede græs. Uhøjtideligt, afslappet, og så alligevel meget festligt, kærligt, uforglemmeligt. Det blev en helt perfekt dag i fred og ro i solen – sammen med vores allerbedste venner og dejlige familie.
Inden vores kommende relocation til Odense, og efter en lang rigtig ferie med hygge og motion, gør vi godset klar til hhv. bryllup og efterår. Det betyder oprydning og afslutning af diverse små projekter – nedgrave vandrør – save/flække brænde – lys i værkstedet – fjerne mange kvist/gren bunker – flis til stierne – afrette sten i indkørsler – lave presseninger til alle maskinerne – trimme fruens staudebed oma.
Men vi husker at stoppe op og nyde naturen/vejret som i dag når solen bryder igennem trætoppene og kaster stråler gennem morgendisen.
Den største stub efter rydning af plads til slotsfruens drivhus var stor. Mege stor. Efter timers arbejde med save, økser, gravemaskine m. grubbetand, naboens knægte bestukket med is osv. kastede godsejeren håndklædet i ringen og ringede efter hjælp.
Og hjælpen kom i form af ca. et kilo dynamit administreret præcist i flere doser. Og væk var den på en formiddag.
Vi arbejder med 0-dage. Dage hvor der ikke er noget på “must-do” listen. Godsejeren var stillet en 0-dag i udsigt. Han blev klogere. På vej retur fra covid-test og besøg fra en flis-hakker-mentor fra Solbjerg faldt snakken på dyrkning af kartofler, mere specifikt: ” hvorfor har vi egentligt ikke lagt flere kartofler? ”
Fra tanke til handling kan der være meget kort.
Væk var den 0-dag. Bilen i bakgear og op til Jens bondemand for at høre om ikke han lige havde lidt læggekartofler til at ligge. Og efter lidt snak om dette og hint, så dukkede der et par poser op.
Vi fik sagt et smukt farvel til Sofus, hr. Hund – Rex. Han er kommet til et sted, hvor han altid fanger haren, og det aldrig er forgæves at grave huller efter mus og mosegrise. Han ligger trygt under vores totemtræ ved åen. Lige i starten af vores skov, hvor vi kan se ham fra annekset, gå forbi ham på stien, hilse på ham og tænke på ham. Hr. hund, vores alle sammens midtpunkt, som han i den grad gjorde sig selv til. På sin helt egen stille og rolige facon, men med et smilende, overlegent drag omkring de smukke brune øjne. “Jeg er den smukkeste, største hund. Jeg ved det – de andre ved det ikke. Endnu…”
Vi har mange rabarber på Solbjerglund. Vi har fået én plante i gave til rejsegildet af annekset, men ellers stod de øvrige i den gamle æbleplantage fra Laurits tid. Godt gemt af brændeælder, nedfaldne grene og buske, der dækkede det meste af området. Nu er de blevet fundet – fået et nyt liv. Et nyt liv i lyset. Et nyt liv i “Børnehaven” – vores hovedbed. Vores første indhegnede bed, hvor vi satte alle vores nye små træer, men som nu også har fået lange bede til grøntsager. Hovedbedet, som står og troner og tager godt imod os, når vi ankommer til Solbjerglund.
Rabarberne er det første vi høster i år – og der er så mange. De er super lækre. Dejlig sprøde. De bliver fint bundet og taget med til Trekroner, hvor de bliver solgt til mange glade venner og naboer. Efterspørgslen er stor (i forhold til vores meget beskedne udbytte). Vi glæder os over at give vores glæde videre… Så fedt;-)
