Month: July 2022

.. there’s a great woman. Således også i forholdet mellem Mrs. Hitachi og Mr. Bobcat.

Af ukendte årsager væltede Mr. Bobcat i en af de små grøfter vi bruger til afvanding af de laveste områder.

Alt er godt igen

Sommeren 2022 er en solrig og tør en af slagsen. Ikke for varm. Typisk dansk sommervejrstemperaturer. Det har de fleste dage været behageligt og helt perfekt til bare at være uden at blive for lad af varmen. Helt perfekt til at være godsejer og frue med de faste aktiviteter, der nu engang skal gøres hver eneste dag.

Én dag slog dog rekorden for de sidste mange årtier. På godset nåede vi op på 38 grader en enkelt dag. Den dag, blev der mest set Tour de France, nusset vore to nyankomne beboere, kattene mormor og morfar, drukket vand hver time, når alarmen dertil ringede og skiftet vandslange hos squashene, tomaterne, lavendlerne, sommerfulgebuskene, roserne, de små nye træer…

I nætterne omkring denne rekordvarme dag sov vi ude. Sov under myggenet. Bare med dynerne. Lige der, hvor vores camping shower plejer at hænge. Under vores største solitaire træ.

Her kunne vi ligge og se op i trækronen. Ane himlen, der aldrig bliver helt mørk på denne tid af året. Fornemme et par flagermus, der suser forbi os et par meter oppe. Lytte til lyden af… ingenting. Absolut ingenting. Ingenting. Selv vinden holdt pause for natten og blæste ikke længere i poppeltræernes kroner. Selv den var gået til ro på godset.

Roen varer indtil solopgang – måske lidt før. Én fugl starter, en anden svarer. En tredje følger trop. Og så starter endnu en dags fuglekoncert på fulde drøn. Den ene mere lys og velfløjtende end den anden. Det går lige i ørerne på puden – lige i hjertet. Puster dagens første positive energi ind i os med deres umiddelbare enestående, vanvittige overskud så tidligt på dagen. De ved helt sikkert ikke, hvad deres fløjten gør ved os. Fløjter ikke for vores skyld. Vi bliver dog ligeså imponerede som deres mage og deres konkurrenter uden overhovedet at kunne bedømme, hvem af fuglene, der vinder og dermed er inde i varmen hos frue-fuglen, og hvem, som må forsøge at vinde hende igen en anden dag, en anden sommer. Fløjteriet er ikke for sjov og skønhed og glæde for menneske alene.

De sprøjter og fløjter liv og ny kærlighed ud til os på den mest glædesstrålende facon – vi er dog sjældent klar til at svare dem og tage imod på denne tid af dagen og når oftest et par timer mere på den anden side, når de efter en halv times tid afslutter morgenes “her-er-vi”-ceremoni.

… midt ude i skoven eller i annekset. Fruen gør en forskel. Hjælper de børn der beder om hjælp #børnsvilkår

Giver så meget mening. Sætter livet i perspektiv. Viser, at der også er en bagside. En bagside, hvor der lever børn. Drenge, piger. På 12 år. På 19 år. Børn og unge, som har brug for en at tale med. Bare en, som har overskud. Som vil lytte. Anerkende.

Tit handler livet om at gøre det man egentligt ikke har vildt meget lyst til. For godsejeren er fugning af samlinger inden maling en af denne slags opgaver. Til trods for at resultat altid er godt – og man er skridtet nærmere på at være færdig med opdatering #2 af annekset. Han ved slotsfruen bliver glad… Så han får det gjort…

Der bliver grillet en del her på Godset – så der er efterhånden en god samling ‘condiments’ til bøffer – nykogte kartofler – kylling – pølser and what have you.. og ja selvfølgelig en rosé på køl til Slotsfruen…

Sidste år “glemte” vi lidt at spise vores kartofler. Til vores bryllupsfrokost sidst i august var der stadig kartofler tilbage, som nogle af gæsterne gravede op og tog med hjem – til deres store fornøjelse. Der er noget særligt over afgrøder, man selv plukker, graver op – især hvis man selv bor i lejlighed eller er den lykkelige ejer af et mindre hus med lille have til, hvor der umiddelbart ikke er mulighed for at dyrke grøntsager. Så gør de selvopgravede, de selvplukkede bare noget ved én og de smager en anelse bedre…

I år spiser vi kartofler;-) Vi har nusset om dem siden start juni – hyppet og luget. Druknet de snegle, der måtte have sneget sig i nærheden af vores kartoffelplanter. I år de vores. Og vi elsker dem. Til frokost, til aftenmad. På rugbrød med mayo, salt, ristet løg og de få stilke purløg, vi har kunnet finde i myntebedet. (Mynten har helt overtaget – det er smukt, velduftende, friskt. Men ikke sagen for de stakkels små krydderurter, som troede de kunne vokse igen på år #2).

Fruen bager kage til eftermiddagens kaffepause. I år har der ikke været salg af rabarber i reservatet Trekroner, da vi indtil 1. juli boede i Odense og efterfølgende ikke har haft mange ture dertil. Vejret, fuglene, blomsterne, græsset, træerne, ja, Solbjerglund gods har holdt os tilbage. Der skal nok komme mørke og grå dage, hvor vi igen vil nyde lejlighedens fjernvarme. Så bliver det blot uden rabarber og salg af samme til naboer og reservatfolk.

Men bruges skal de – de sidste sølle rester. En smuldre-rabarbertærte. Mest smør. Dækket med creme fraiche, inden den sættes til livs. Kan varmt anbefales. Det hører sig ligesom til på en sommerdag. På landet. Også uden gæster.

Sidst vi svømmede ved Mullerup strand – spottede godsejeren nogle bunker godt træ ved et nybyggeri ved havnen… Vi fik lov til at klunse det, vi kunne bruge, så det blev til et lille læs med de ‘ad hoc’ materialer, vi skal bruge til drivhusbyggeriet… Støbeforme, galger, bukke/skabeloner til spærsamlinger, osv… også en god timeløn, hvis man regner sådan på det…

Det er sjældent vi har rigtigt fri på godset. Der er jo altid et eller andet. Når vi så har fri – så er det ofte en cykeltur, der lokker os væk. Vi cykler ca hver anden dag. Det er planen. Et par timer. Eller deromkring. Planen holder. So far. Solen hjælper os. Vinden ligeså. Den er som den er. Og så den ikke eksisterende regn.

Vi prøver altid at komme ud til vandet. Ud til Storebælt. Vi har cyklet gennem mange små flækker, som næsten ikke kan kaldes byer, men de har et byskilt, så nogen må have besluttet, at de skal være byer. De hedder navne, vi aldrig har hørt om. De er alle omkranset af marker med det snarligt høstklare gule og velduftende korn, blomster i alle farver, blå kornblomster, røde valmuer, gule morgenfruer, hvide margueritter. Smalle landeveje, hvor to biler lige akkurat kan passere hinanden – to traktorer utroligt nok ligeså, og endda uden at sætte farten yderligere ned. Vi holder bare pænt ind bag hinanden velvidende, at det er os, der er gæsterne her. Man kender sin plads her i livet. Don’t fuck with the traktors.

På dagens tur var vi så heldige, at et rådyr krydsede vejen lige idet, vi cyklede rundt i et sving. Stille og roligt gik det fra den sydlige mark til den nordlige. Kiggede på os og hoppede videre ind i det gule korn. Så kærligt et møde.

I dag gik turen i høj sol og modvind til Reersø. Den fineste lille by med kirke og kroen helt på toppen og med udsigt ud over Storebælt til næsten 3 verdenshjørner. Endnu så smukt et sted på Vestsjælland, som man aldrig kommer, medmindre man er inviteret til fest på kroen, til kirkelig anledning eller… har lyst til at cykle en lang tur i modvind for at blive blæst hjem med max hastighed.

Desværre er der ikke noget særligt leben ved Reersø havn. Der er ikke meget københavneri over stedet. En enkelt privat har denne sommer dog sat en dertil indrettet kaffecampingvogn, som efter køen at dømme er efterspurgt på denne dejlige sommerdag.

Fætter Højben – a.k.a. onkel/bror Ulrik besøgte os for første gang. Det er jo alt for langt for storbymennesket at møde fysisk op på godset – så han fik en virtuel tur i stedet for.

Han var målløs. Han havde gjort sig forestillinger. Han, som elsker sit arbejde, og er dygtig til det. Han, som ikke har set en kartoffelplante, siden han som 15-årig blev tvunget til at grave friske kartofler op hjemme i parcelhushaven i Ølstykke. Han, som aldrig har siddet på (set?) et das. Eller oplevet et udekøkken med dertil indrettet spisebord. Han troede, vi boede forhutlet, uden nutidig luksus som el og indlagt vand, sov primitivt (i en hule nærmest) og rendte rundt som uklippede, uvaskede særlinge.

Måske har han ret i det allersidste – og heldigvis for det. Det er kun de skæve, de kreative, de ikke-diagnostiserede, men som helt sikkert har en diagnose, som finder på at bruge al sin fritid på at sætte et dødsbo og -grund i stand. Og som tilmed nyder det. Nyder det, fordi det for dem giver mening. Hver dag, hvert minut. Den perfekte daglige dosis af zen, motion, meditation, kærlighed, parforholdsterapi.

Men det kommer vi til;-) Vi håber blot på, at onkel kommer forbi en dag i egen høje person og ser de herligheder, som han heldigvis selv fornemmede efter den virtuelle rundtur.

Lille er måske så meget sagt. En til Honda pige. Hun er 6.8 HP stor, og kan generere 2.1KW.