Hr. Hund med entourage aflægger besøg

M&M (a.k.a. Mormor og Morfar) kan selvfølgelig ikke styre deres nysgerrighed – og heldigvis for det. Vi har kun lige netop underskrevet købsaftalen, men ikke overtaget Laurits’ hus endnu. Vi har kun lige netop lavet aftale med ejendomsmægleren i Dianalund om, at vi må opholde os på grunden, selvom vi først overtager godset til juli. Kun lige netop…

De kører en tur på landet, til Råmosevej 20, med hr. hund. Med kage. Med kaffe. Troede de… kagen var der, kaffen var hjemme i Trekroner. I reservatet.

De må komme igen. Til kaffe. Når vi har lavet stierne i lunden mere farbare, mere synlige, fremkommelige for alle. Selvom hr. Hund er ligeglad. Han vil bare ned og dufte til alle de dejlige dufte, vi andre ikke kan dufte. Rådyrene, harerne. Han elsker det. Han ved, de er der. Han venter blot på at få lov. Få lov til at komme igen. This is the place. Han ved, hvad der er godt.

“Godsejer og Slotsfruen” – “Godset Solbjerglund”. Begreberne fødes. Italesættes. Nye identiteter opstår. M&M har været på landet. Vi er så glade, stolte, forventningsfulde og så fulde af kærlighed over vores beslutning. Tak, fordi I kom og deler vores begejstring med os.

Den der bor(er) godt, bor godt

Vi ved, at det bliver mega udfordrende med fundamenter pga mosejord, høj vandstand osv… Vi ved også, at vi nok vil have stedet lige meget hvad.

Så for at være lidt fornuftige, har vi betinget os i købsaftalen, at en jordbundsundersøgelse ikke viser, at vi skal pilotere og bruge rigtigt mange penge… derfor opmåling til boringer for analyse.

Landzonetilladelse

For at opføre nyt hus i landzone skal en række forhold forhåndgokendes af kommunen. Det vil sige bygningers placering på grunden og deres facader, så det harmonerer med det “at være på landet” i Danmark.

Vi har lige hørt fra kommunen at vi sandsynligvis kan forvente OK til det vi påtænker at opføre. Det er fed…

Velkommen til Godset Solbjerglund

“Heaven is a place on earth” har vi valgt at kalde vores blog. Være bevidst om at vi skaber vores egen skæbne. Forandring skaber forandring. Forandring udfordrer og udvikler os.

Godset i Solbjerg ved Høng er omdrejningspunktet for vores jordforbundne zen-pauser fra dagligdagen i metropolen. Enten i form af arbejde med diverse forefaldende projekter – i et passende tempo, som base for skønne cykelture i det kuperede landskab omkring Kalundborg eller en god anledning til frokost i det grønne med venner og familie.

Nedenfor prøver vi at fastholde gode øjeblikke, forandringer, besøg, projekter og alle de ting vi sætter pris på, og som vi gerne vil kunne se tilbage på, genbesøge og glædes over igen og igen.

Velkommen

Jeg “kommer til” at køre forbi Råmosevej

På vej til Ryslinge efterskole, til Annas musikcafé, kommer jeg lige pludselig i tanke om, at jeg kan køre forbi huset, som Michael sendte mig et link på i løbet af ugen. Lige før Sorø – “det var da lige i nærheden…” Jeg er for en gangs skyld i god tid, så jeg må lige tjekke det ud.

Der er pænt her… Virkelig pænt på disse egne. Bakket, åbent landskab, ingen højspændingsledninger… Jeg tjekker det virkelig ud med voksenøjne;-) Solen skinner – “lad nu være med at lade dig forblænde – til vinter ser det meget anderledes ud.”

Jeg ringer til manden min, mens jeg går tur i skoven – fortæller om løvfældende træer, nåletræer. Der er heldigvis mest af de første. Det er skov – vild skov. Skov, der skal tæmmes. Stier, der skal betrædes på ny. Muligheden for, at det er vores tid til at betræde stierne. Sammen.