Fætter Højben – a.k.a. onkel/bror Ulrik besøgte os for første gang. Det er jo alt for langt for storbymennesket at møde fysisk op på godset – så han fik en virtuel tur i stedet for.
Han var målløs. Han havde gjort sig forestillinger. Han, som elsker sit arbejde, og er dygtig til det. Han, som ikke har set en kartoffelplante, siden han som 15-årig blev tvunget til at grave friske kartofler op hjemme i parcelhushaven i Ølstykke. Han, som aldrig har siddet på (set?) et das. Eller oplevet et udekøkken med dertil indrettet spisebord. Han troede, vi boede forhutlet, uden nutidig luksus som el og indlagt vand, sov primitivt (i en hule nærmest) og rendte rundt som uklippede, uvaskede særlinge.
Måske har han ret i det allersidste – og heldigvis for det. Det er kun de skæve, de kreative, de ikke-diagnostiserede, men som helt sikkert har en diagnose, som finder på at bruge al sin fritid på at sætte et dødsbo og -grund i stand. Og som tilmed nyder det. Nyder det, fordi det for dem giver mening. Hver dag, hvert minut. Den perfekte daglige dosis af zen, motion, meditation, kærlighed, parforholdsterapi.
Men det kommer vi til;-) Vi håber blot på, at onkel kommer forbi en dag i egen høje person og ser de herligheder, som han heldigvis selv fornemmede efter den virtuelle rundtur.