Vi fik sagt et smukt farvel til Sofus, hr. Hund – Rex. Han er kommet til et sted, hvor han altid fanger haren, og det aldrig er forgæves at grave huller efter mus og mosegrise. Han ligger trygt under vores totemtræ ved åen. Lige i starten af vores skov, hvor vi kan se ham fra annekset, gå forbi ham på stien, hilse på ham og tænke på ham. Hr. hund, vores alle sammens midtpunkt, som han i den grad gjorde sig selv til. På sin helt egen stille og rolige facon, men med et smilende, overlegent drag omkring de smukke brune øjne. “Jeg er den smukkeste, største hund. Jeg ved det – de andre ved det ikke. Endnu…”