Det er sjældent vi har rigtigt fri på godset. Der er jo altid et eller andet. Når vi så har fri – så er det ofte en cykeltur, der lokker os væk. Vi cykler ca hver anden dag. Det er planen. Et par timer. Eller deromkring. Planen holder. So far. Solen hjælper os. Vinden ligeså. Den er som den er. Og så den ikke eksisterende regn.
Vi prøver altid at komme ud til vandet. Ud til Storebælt. Vi har cyklet gennem mange små flækker, som næsten ikke kan kaldes byer, men de har et byskilt, så nogen må have besluttet, at de skal være byer. De hedder navne, vi aldrig har hørt om. De er alle omkranset af marker med det snarligt høstklare gule og velduftende korn, blomster i alle farver, blå kornblomster, røde valmuer, gule morgenfruer, hvide margueritter. Smalle landeveje, hvor to biler lige akkurat kan passere hinanden – to traktorer utroligt nok ligeså, og endda uden at sætte farten yderligere ned. Vi holder bare pænt ind bag hinanden velvidende, at det er os, der er gæsterne her. Man kender sin plads her i livet. Don’t fuck with the traktors.
På dagens tur var vi så heldige, at et rådyr krydsede vejen lige idet, vi cyklede rundt i et sving. Stille og roligt gik det fra den sydlige mark til den nordlige. Kiggede på os og hoppede videre ind i det gule korn. Så kærligt et møde.
I dag gik turen i høj sol og modvind til Reersø. Den fineste lille by med kirke og kroen helt på toppen og med udsigt ud over Storebælt til næsten 3 verdenshjørner. Endnu så smukt et sted på Vestsjælland, som man aldrig kommer, medmindre man er inviteret til fest på kroen, til kirkelig anledning eller… har lyst til at cykle en lang tur i modvind for at blive blæst hjem med max hastighed.
Desværre er der ikke noget særligt leben ved Reersø havn. Der er ikke meget københavneri over stedet. En enkelt privat har denne sommer dog sat en dertil indrettet kaffecampingvogn, som efter køen at dømme er efterspurgt på denne dejlige sommerdag.