Frokostpause m. kaffe i loungen. Rimelige arbejdsforhold på en dejlig sommerdag
En 0-dag
Vi arbejder med 0-dage. Dage hvor der ikke er noget på “must-do” listen. Godsejeren var stillet en 0-dag i udsigt. Han blev klogere. På vej retur fra covid-test og besøg fra en flis-hakker-mentor fra Solbjerg faldt snakken på dyrkning af kartofler, mere specifikt: ” hvorfor har vi egentligt ikke lagt flere kartofler? ”
Fra tanke til handling kan der være meget kort.
Væk var den 0-dag. Bilen i bakgear og op til Jens bondemand for at høre om ikke han lige havde lidt læggekartofler til at ligge. Og efter lidt snak om dette og hint, så dukkede der et par poser op.
Rest in peace
Vi fik sagt et smukt farvel til Sofus, hr. Hund – Rex. Han er kommet til et sted, hvor han altid fanger haren, og det aldrig er forgæves at grave huller efter mus og mosegrise. Han ligger trygt under vores totemtræ ved åen. Lige i starten af vores skov, hvor vi kan se ham fra annekset, gå forbi ham på stien, hilse på ham og tænke på ham. Hr. hund, vores alle sammens midtpunkt, som han i den grad gjorde sig selv til. På sin helt egen stille og rolige facon, men med et smilende, overlegent drag omkring de smukke brune øjne. “Jeg er den smukkeste, største hund. Jeg ved det – de andre ved det ikke. Endnu…”
En forårsdag på godset
Lidt øjebliksbilleder fra en helt normal, og dejlig, aprildag på godset.
Flere billeder her: link
Årets første ‘rigtige’ høst
Vi har mange rabarber på Solbjerglund. Vi har fået én plante i gave til rejsegildet af annekset, men ellers stod de øvrige i den gamle æbleplantage fra Laurits tid. Godt gemt af brændeælder, nedfaldne grene og buske, der dækkede det meste af området. Nu er de blevet fundet – fået et nyt liv. Et nyt liv i lyset. Et nyt liv i “Børnehaven” – vores hovedbed. Vores første indhegnede bed, hvor vi satte alle vores nye små træer, men som nu også har fået lange bede til grøntsager. Hovedbedet, som står og troner og tager godt imod os, når vi ankommer til Solbjerglund.
Rabarberne er det første vi høster i år – og der er så mange. De er super lækre. Dejlig sprøde. De bliver fint bundet og taget med til Trekroner, hvor de bliver solgt til mange glade venner og naboer. Efterspørgslen er stor (i forhold til vores meget beskedne udbytte). Vi glæder os over at give vores glæde videre… Så fedt;-)