“Kan du ikke på vej hjem på fredag lige køre forbi Lea og grave lidt græs op og tage det med?”
“Ja, skat…”
Jeg følte mig heldig, da jeg endnu engang havde fundet et gratis scoop. Ikke på Del jorden hos Damen i Slagelse, men denne gang i vores egen baghave hjemme i Roskilde. Hos Lea.
Jeg håbede på, at Lea og jeg selv kunne grave de 4 (store – meget store) græs-, sivplanter op, som hun annoncerede om på Market place. “Gratis – kom selv og grav dem op. Jeg hjælper gerne”… Vi var lige naive, men viljen var der. Stærk og glad vilje til at dette nok skulle lykkedes. I fællesskab.
Inden den aftalte dag, det aftalte tidspunkt havde jeg været forbi byggemarkedet og købt en super fin spade til lejligheden. Var meget spændt på, hvor meget det græs fyldte, hvor flot det var. Forestillede mig allerede, som haveejere er flest, hvordan det ville tage sig ud på Godset hos os. Hvordan det ville være med til at forme vores stier langs åen, være et skjulested for de dyr, der kan lide at gå ugenert i den bagerste del af lunden. Blæse smukt i brisen ud til de store marker bag os.
Torsdag – jeg kørte ned til Leas haveforening ved ringvejen. Havde valgt at tage vores private luksus limousinevogn, der må yde og stå model til de mest urimelige oplevelser. Denne gang ingen undtagelse.
Vi gravede én op i fælleskab. Det tog en time, måske halvanden. Vi havde det super hyggeligt. Lea bød på sodavand – det var til vores store glæde solskin og forårslækkert. Ikke varmt, men bestemt heller ikke koldt. Tiden gik dog hurtigere, end vi lige havde regnet med, og da Leas kolonihavegrund ligger ud til de høje træer i udkanten af haveforeningen, ja, så nåede det at blive skyggetid, og køligt, inden vi skulle have gået videre med græstupe #2… Hvilket vi derfor valgte at… ja, at udskyde til fredag, hvor jeg kunne få godsejeren med.
#2, 3 og 4 klarede godsejeren på ca. 1 time, måske halvanden. Jeg klippede ned, han gravede. Og vores luksus limousinevogn måtte endnu engang sande, at det er hårdt at bo på Djævleøen som godsejervogn. Bo med en godsejer, der endnu ikke har en landrover, men som bestemt har brug for en.
Luksus limousinevognen drømmer sig endnu engang tilbage til den stille, forudsigelige tid i parcelhusgaragen i Hirtshals, hvor søndagsturen gik til havets brus. Den lille, hvide, rene hund på bagsædet. På sit tæppe naturligvis. Niels og Pernille på forsædet. Stille og roligt tempo. Rasmus Seebach i CD-afspilleren. Drømmer om, hvordan den cruser ned gennem de halvtomme gader mod lyset, vandet, blæsten. Drømmer sig tilbage til en dejlig duft af en hjemmeristet frankfurter fra havnens pølsevogn, som som afslutning på dagens luftetur, kunne fylde dens rene, nystøvsugede, uplettede kabine. Vildere blev det ikke. Ordentligt, helt i orden.
