Month: July 2019

Der er vist noget med, at man ikke skal sætte sin kvinde på en piedestal. Heldigvis er der vist ikke noget det taler imod, at hun står på et stillads og maler det sidste af de knap 8 km træværk hun alt i alt har olieret/malet… på fire dage!

Vi har lige været ude i den virkelige verden – hjemme i weekenden for at besøge Carla på camp og fejre morfar til fødselsdag på Pibers. Nogle dejlige fridage med vores kære – og et afbræk fra arbejdslejren på Solbjerglund. Nogle vil sige tiltrængt – Michaels venstre arm bl.a. Vi nyder vores dejlige familie, men glæder os til at komme tilbage til vores bobbel. Vores mentale stille og rolige sted. True, but true. Refugiumet ligger ikke lige for…

Så nu kører vi videre – skrue, måle, male… 3. og 4. væg færdiggøres i fortsat bedste danske sommervejr. Vores arbejdsdag er igen op med fuglene, kaffe, øl og drinks efter kl. 14, bålmad, aftensbad med opvarmet vand i en spand og en vaskeklud. Vi lever primitivt på den luksusagtige måde med Lidl, Harald og Lavpristræ i en passende køreafstand.

Vi taler om at byggeriet er en god test på, om et forhold kan holde. Og jo – det er det bestemt. Louise og Robert var lige forbi på vej hjem fra Fyn. Hun sagde, at de kunne få dårlig stemning blot de skulle hænge et billede op;-) Heldigvis ser hun og Peter også meget forelskede ud, men det er vigtigt at kende sine begrænsninger, inden man begiver sig ud i et anneksbyggeri som vores i Solbjerglund – og at man kender og vedkender sig sin rolle i projektet. Slotsfruen er udpræget lærlingen, arbejdstøsen, mens godsejeren er svenden med det forkromede overblik og evnerne til at organisere, udføre the shit… Det skal man (hun, kvinden) ikke diskutere, hvilket kan være svært for visse homo sapiens af det kvindelige køn;-)

Just do what you are told to – I promise you to protect you and care for you all the way.

Det er hyggeligt, veltempereret og med mange lyde omkring os, at vi sover første gang under tag. Noget af en upgrade fra villateltet (og før det vores 2 personers trekking telt). Det er forøvrigt ikke Michael, der har flænset det telt med Bobcatten (siger han).

Male male… Skrue skrue… Måle måle… Det er udpræget ensidigt gentaget, belastende arbejde – og det mærkes om morgenen på de ikke håndværkertrænede kroppe. Men det er jo heldigvis det hele værd. Vi har fået tag på og beklædt to ydervægge. Så målet for ferien er tæt på. At kunne lukke alle døre og være klar til at lave gulv og vægge.

Vi starter dagene med kaffe – har nu lært at nyde den uden mælk, som vi ikke altid har i køletasken. Vi sidder derefter så nærmest bare og stirrer ud i vores skov – suger energi til os, nyder lyset, der spiller i træerne, lytter til fuglenes lyde. Solsorten er helt hysterisk om morgenen. Den er så klar til dagens komme. Altid;-)

Haren smutter forbi – på stien, som bliver mere og mere tydelig og som dådyret også valgte den anden dag.

Og så går vi ellers bare i gang. Vejret har som før skrevet været med os, så vi kører på indtil det er lovligt at tage en øl efter kl. 14. Vi arbejder selvfølgelig videre trods alkolholindtagenen. På Solbjerglund er der intet arbejdstilsyn. Og godt for det – der var nok også blevet påtalt en ikke-godkendt arbejdsstilling eller et ditto stillads, som ellers virker upåklageligt efter hensigten: At kunne komme op uden at falde ned igen, udføre et stykke arbejde, og kravle ned igen…

Michael er altid mesterkokken. Jeg henter og bringer diverse og blander avant-le-diner-drinks. Når det stikker helt af for os, så ordner vi lige lidt buske, træer, brændenælder imens, under, efter maden. Vi kan slet ikke lade være.

Mad, aftenbad ved bålet, irish coffee, i seng. Vi ved ikke, hvad klokken er i løbet af dagen. Lever efter mavens behov, hovedets og kontorarmenes formåen og naturens lys. Det er ren ferie på den fede måde – efter vores mening, selvfølgelig. Det er et skønt liv sammen, hvis man vil naturen og en god brugt krop efter endt arbejdsdag. Mega nice…

Billeder i galleriet her: http://solbjerglund.dk/annekset/

Den første fest i vores kærlighedsbobbel – den første fest for vores første hus i lunden, den første fest for vores familier og et par skønne veninder… Endnu en første gang for os…

Og hvilken fest, hvilken dag. Alle ungerne var der – dog ikke Carla, som er på camp hele juli. Mormor og morfar, Nicolaj og co., Camilla og Agnethe, Jeannette og Eva. Vi nød at vise dem rundt efter indtagen af pølser og øl, som det jo hører sig til.

Morfar holdt tale nu borgmesteren og viceborgmesteren ikke kunne møde op en søndag. Han roste godsejeren og slotsfruen for deres ihærdighed og arbejdsiver 😉 Tusind tak morfar – du formår altid at gøre en festdag ekstra festlig.

Ungerne gik i Lauritz skabe og gemmer. De fandt tasker, skjorter, Kanvasbukser the original style, personligt stempel og sidst men ikke mindst fandt Matti Lauritz høreapparat fra… Oticon årgang før 1990

Flere billeder her: http://solbjerglund.dk/resjegilde-annekset/

Den danske sommer fortsætter og fortsætter. Vi er nu på dag 10 i vores ferie og har kun haft enkelte regnbyger. Det er fantastisk vejr til at bygge hus i – godt vi valgte det;-)

Vi er ude og ude og ude hele tiden. I dag stod programmet på at rense og male 2 vinduer og døren til annekset + flytte materialerne, vi modtog i går fra vej til anneks nede i skoven.

Mega godt køb de døre. De var frygtelig grimme malet i lysebrun, men en elhøvl, lidt sandpapir efterfulgt af sort maling kan gøre underværker. De blev skide flotte og passede selvfølgelig liiige i det hul, Michael have forberedt til dem.

Vi løfter rundt, bærer ting rundt, henter værktøj, løfter mere, flytter lidt andet og henter mere værktøj igen.

Vi går og går – og inden vi kører hjem går vi lidt mere, da vi altid rydder pænt op efter os, så der er rart at komme igen dagen efter. For at løfte, bære, hente, gå, ordne lidt mere.

Forresten – VI SÅ DET FØRSTE DÅDYR-/RÅDYRKID på grunden i dag, da vi sad og nød dagens arbejde omkring kl. 18.30. Vi sad nede ved annekset på nogle af vores træstubbe, da kiddet pludselig kom listende forbi os 2 meter fra os. Det så til den anden side, så det ænsede os ikke. Som Manden fra kommunen igår, blev vi nu overraskede, mundlamme – men med en helt anden dejlig, glædelig følelse. Og med en forventning og ønske om snarligt gensyn. Tror ikke helt, det var den følelse, Manden fra kommunen kørte på arbejde med i går…

Vi kører hjem i en ret så beskidt bil og altid med ret så beskidte fødder, men altid med en fyraftensøl og -drink i bilen og chips. Så fedt.

“Det har været en skøn dag igen i dag”… For 10. dag i træk.

Jeg er mere træt efter en dag på skolen end efter en dag i vores lund.

Annekset er ved at være klar til rejsegilde – og dermed også klar til yderbeklædning, der kom i dag. Fruen ønsker jo noget lidt “pænt”… så mangler vi kun lige at oliere ca. 250 stykker træ på fire sider – og så male dem på tre. Alt i alt ca 7.5 km. overflade. Arbejd, arbejd;-)

Vi har snakket med manden fra kommunen om muligheden for at få tilskud til nedrivning… Han fik billederne fra salgsopstillingen og syntes ikke det var så galt.

Lena fik ham overtalt til et besøg… Gjorde ham opmærksom på, at billederne jo var fra ejendomsmægleren og jo derfor godt kan snyde lidt.

Han dukkede op på lunden fredag morgen 8:30. Meget stille og rolig mand. Lidt svær at læse. “Hvad tænker han egentlig om stedet? Er vi alligevel for naive at tro, at vi kan få tilskud til nedrivning? Måske det ikke er sååå slemt?”

Vi og Manden fra kommunen fik en god snak om stedet uden for værkstedet. Om træerne. Om valg af beliggenhed af ny bolig på grunden. Om hans søsters byggeri, hvor hun også brugte træerne på grunden til husbyggeri.

“Lad os gå indenfor…”

En mundlam Manden fra kommunen viste sig for øjnene af os. En stille og rolig Manden fra kommunen nu også overrasket over realiteterne i hans kommune. Overrasket over ejendomsmæglernes evige evne til at vise en anden sandhed end andres. Manden fra kommunen blev overbevist om, at jo, det var slemt.Ét skridt ind på huset på Råmosevej 20 var nok til at han ændrede mening. Faktisk havde han slet ikke behov for at gå på 1. sal for at få yderligere dokumentation for husets stand til sit møde i september, hvor der bliver besluttet, hvilke boliger i kommunen, de vil give nedrivningsstytte til…

Jo, det var vist noget af det værste, han havde set.

Endnu et bevis på vores craziness. Tak, skat…

Mormor og morfar tømte det første af tre skure – tak for hjælpen med det noget støvede og ret kedelige arbejde. Morfar glædede sig til at komme hjem og vaske håret, hvor der havde sat sig alt for meget støv.

Vi forventede at se mus mellem de små pinde, men heldigvis var de smuttet ud i skoven. Indtil videre er vi stødt på et par tudser, kæmpebiller, vinbjergsnegle, et par harer, mange af Danmarks nationalsommerfugl – nældens takvinge, som vi ellers ikke har set siden vi var børn, og så en masse fugle selvfølgelig. En endnu flere fuglelyde.

Når vi sover i telt på Solbjerglund bliver vi hver nat/tidlig morgen vækket af en meget særlig lyd. Det er nærmest et pivedyr. Vi har ikke fundet ud af, hvilket dyr, det er – vi er bange for at det flyver væk, går sin vej, hvis vi lister ud – og det er lidt dumt at klippe hul i teltet for at finde svaret… Men når først annekset står klart med det store vinduesparti ud mod skoven, så skriver vi svaret til jer – fra ornitologerne på lunden;-)

Sommerferie for alle – festivalen vel overstået – søvn indhentet. Anna er taget med m&m på Solbjerglund, og var virkelig glad for vores nye hængekøje, som blev hængt op siden af vores arbejdsplads.

Takket være Lillebror (10kg borehammer) og Storebror (30kg borehammer) fik vi nedlagt den gamle kartoffelkælder. Vi behøver ikke Piloxing og cross-fit disse dage.